Two new translations: SPONTANE LINIER (1980) and VINTERVENTEN (1982)
(Copenhagen autonomist takes a break from defending Ryesgede 58. photo credit unknown)
SPONTANEOUS LINES
on the death of Jean-Paul Sartre
"The sky" has always been
somewhere in the mind, the imagination
In the dreams, the collective.
Without god.
All of life is a dazzling, explanatory struggle
to live out the sky
on the ground.
All death is just nothing.
You cannot think of it.
Death is not in the sky.
Nowhere in the mind etc.
Death surrounds life as nothing the universe
and gives it reality and meaning, perspective.
I do not want to be controlled
by the flies riding money owners
by the hypocritical inheritance of closed doors through generations
by systems of closed-off walls
by the unclean hands of others and the rules of decency.
I don’t play roles.
I only throw a fit,
fit myself in
… the midst of the clamour of insulated metalanimals
and the sweetened coffeebeans of the Pharisees.
I do not play music, make no noise
I'm trying to turn s o u n d
into a change of people, the world…
We special chameleons
who c h o o s e our colours.
I want to be black.
… Sing an electric blues
for the century’s truest rejects
of the truth for all.
While I wait anyway
on a new people rising through all the sexes
—of all of us condemned
to freedom!
SPONTANE LINIER
ved Jean-Paul Sartre død
>>Himlen<< har altid været
et sted i sindet, fantasien
I drømmene, de fælles.
Uden gud.
Hele livet er en blændende, forklarende kamp
for at leve himlen ud
på jorden.
Hele døden er blot ingenting.
Du kan ikke tænke på den.
Døden er ikke i himlen
Intetsteds i sindet etc.
Døden omgiver livet, som intet universet
og giver realitet og mening, perspektiv.
Jeg vil ikke styres
af de fluebesætte penges ejere
af den hykleriske arv af lukkede døre gennem generationer
af systemer af sluttet af mure
af andres urene hænder og roller af anstændighed.
Jeg spiller ikke roller.
Jeg skaber mig kun,
skabet mig selv
… midt i larmen fra metaldyrenes isolation
og småfarisæerenes forsødede kaffebønner.
Jeg spiller ikke musik, laver ikke støj
Jeg prøver at slå til l y d
for en forandring af mennesket, verden …
Vi særlige kamæleoner
der v æ l g e r vore farver.
Jeg vil være sort.
… Synge en elektriske blues
for århundredets sandeste afviser
af sandheden for alle.
Mens jeg alligevel venter
på en ny folke-rejsning af alle køn
—af alle os fordømte
Til friheden!
(Aktuelt, 20. 4. 1980)
VINTERVENTEN
Når israelerne har forladt Libanon
med samt deres eneret til Gud
og hans øje hænger lavt på himlen her…
Når palæstinenserne har fået deres land
og sneen lyser båt
i de tidlige timer her
og PLOerne er blevet arbejdsløse…
Da er jeg klar
til hverdag igen
og nappes i kinden
af frosten og min pige.
Så er jeg rede
For varme sammenrend
og krystalklare himle
af helingens is,
Copyright Den Gud
Der Suser I Træerne
Og Driver Vores Byer.
Ørken, ørken
jeg dækker dit sand med min krop
og holder på fugten
hvor jøderne og palæstinenserne
skal finde deres oaser og lukke de sorte kilder
til gengæld for solceller og sus.
(Politiken, 30.7.1982)
WINTER WAITING
Once the Israelis have left Lebanon
along with their exclusive right to God
and his eye hangs low in the sky here …
Once the Palestinians have got their land
and the snow lights up blue
in the early hours here
and the PLOers have become unemployed…
Then I'm ready
for weekdays again
and to be nipped in the cheek
by the frost and my girl.
So I'm ready
for warm confluence
and crystal-clear skies
of healing ice,
Copyright The God
That Rushes Through The Pines
And Drives Our Cities.
Desert, desert
I cover your sand with my body
and hold on to moisture
where the Jews and the Palestinians
must find their oases and close the black springs
in return for solarcells and rushes.
(Michael Strunge, 1981. Photo credit: Heine Pedersen)